Releasekoncert: Vejslev/Simonsen Kvintet - Urolige Hjerte | Rosenvængets Sogn

Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Releasekoncert: Vejslev/Simonsen Kvintet - Urolige Hjerte

SEP
01

Releasekoncert: Vejslev/Simonsen Kvintet - Urolige Hjerte


Dato Torsdag d. 1. september 2022, kl. 20:00
Sted Frihavnskirken, Willemoesgade 68, 2100 København Ø
Pris
80 kr.
Releasekoncert: Vejslev/Simonsen Kvintet - Urolige Hjerte

Releasekoncert: Vejslev/Simonsen Kvintet - Urolige Hjerte

Komponist: Jakob Vejslev Musikere: Nanna Simonsen (Vokal), Jakob Vejslev (guitar), Kristoffer Vejslev Dyssegaard (guitar), Marc Davis (bas), Ole Bo (Trommer)

Tekster: Tove Ditlevsen, Tom Kristensen & Kai Friis Møller

Vejslev/Simonsen Kvintet holder releasekoncert med deres debutalbum Urolige Hjerte som udkom i år. På albummet fortolker sangerinden Nanna Sofie Simonsen tekster af bl.a. Tove Ditlevsen sat i musik af komponisten og guitaristen Jakob Vejslev.

Grundstenen til projektet blev lagt i 2018, da Jakob præsenterede Nanna for nogle af sine nye melodier til et udvalg af danske digte- af bl.a Tove Ditlevsen. Da sangene havde en mere klassisk og traditionel harmonik, foreslog Nanna, om man ikke kunne lave jazzificerede udgaver. Jakob reharmoniserede en række af sangene, og efter et par øvere med Jakob på guitar og Nanna på sang, blev bassisten Marc Davis også en del af projektet. Det hele tog dog først rigtig fart, da Jakobs søn, guitaristen Kristoffer Vejslev, og trommeslageren Ole Bo kom med. Efter nogle få prøver gik holdet i studiet og indspillede cd’en “Urolige Hjerte”. De 14 numre på albummet er indspillet på kun en enkelt dag, d. 5. december 2020 - deraf det umiddelbare og nærværende udtryk. Nanna arrangerede og indsang efterfølgende kor og 2. stemmer d. 11. april 2021.

Jakob Vejslevs enkle, klare melodik og nøgterne tonesprog sat i relief af den krydrede harmonik understreger teksternes beskrivelse af bl.a. kærlighed, smerte, afsavn og det at være et følsomt menneske. 

Udover de 11 sange til tekster af Tove Ditlevsen rummer cd’en tre melodier til digte af Tom Kristensen, Johannes Jørgensen og Kai Friis Møller. Alle 14 sange indgår i Jakob Vejslevs nye bog ”85 Danske Sange” med melodier til tekster af bl.a. Emil Aarestrup, Viggo Stuckenberg, Sophus Claussen, Thøger Larsen, Hulda Lütken og Ole Sarvig foruden naturligvis Tove Ditlevsen. Bogen er udkommet på musikforlaget Olafssongs i 2021.

Jakob Vejslev: Komponist og guitarist. Har fået udgivet en lang række nodepublikationer med partiturmusik på Warner/Chappell Music Denmark A/S og Gehrmans Musikförlag i Stockholm. Endvidere er J.V.’s nodebog “40 Pieces of Jazz” udkommet på Warner/Chappell Music Denmark A/S. Musikforlaget Olafssongs har udgivet over 200 af J.V.’s melodier til tekster af danske forfattere. Jakob Vejslev har også fået indspillet og udgivet sine kompositioner på cd’er med bl.a. kor, kammermusik, orgelpræludier og jazzmusik.

Nanna Simonsen: Uddannet cand.mag. i fransk og teatervidenskab. Sang som barn og ung i DR Pigekoret. Har siden sunget i et utal af kirker og i diverse vokalensembler, bl.a. Nymphaea Vocal Ensemble. Desuden medvirket i et par musicals. Fungerede en periode som anmelder ved Jazz Special. 

Kristoffer Vejslev: Uddannet på Konservatoriet i Amsterdam (CvA). Han har studeret hos verdensstjerner som Jakob Bro, Jesse Van Ruller, Reinier Baas og Peter Bernstein. Har udgivet anmelderroste albums herhjemme og i udlandet med grupperne Vulture Forest og Red Gazelle Trio, hvor han medvirker som guitarist og komponist. Har for nylig indspillet CD med egen musik og Jakob Vejslevs kompositioner i kvartet med Andreas Toftemark, Andreas Fryland og Mathias Jensen. 

Marc Davis: Født i Paris, Frankrig. Indspillet med danske og udenlandske solister: Ib Glindemann, Jan Kaspersen, Simon Spang Hanssen, Bob Rockwell, Jens Søndergård, Mimi Terris, Fessor, Henning Munk, Niels Jørgen Steen, Tony Vejslev, Emil Hess, Jakob Vejslev, Nulle og Verdensorkestret. 

Ole Bo: Uddannet i Diplomklassen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Assistent for Jacob Groth i “Den Internationale Komponistvirksomhed”. Bl.a. Medlem af “The New Copenhagen Percussion Ensemble” under ledelse af Bent Lylloff, samt Per Nørgårds slagtøjsgruppe “Sol og Måne”.